Konkurreret erfarne skibe ud af konkurrence

Skrevet d. 16. december 2013

Vi blev kontaktet, om jeg og en af de unge kunne tænke os at komme til gallamiddag i forbindelse med afslutningen af den hårde sejlads Tall Ship Race, som vi havde deltaget i med Skonnerten Jylland. Og ved gallamiddagen viste det sig, at vi skulle have en pris: ”The best newcomer 2013”.

En af de unge, Dennis Andersen på 17 år var med til prisoverrækkelsen, hvilket var en meget stor oplevelse for ham.

”Det var fedt, andre kunne se, at vi havde et fint skib og at de værdsatte det, vi havde lavet på det. Jeg er blevet så glad for at sejle. Dengang jeg kom her, sagde jeg ellers, at jeg ikke gad være her, og at jeg maks. gav det en måned. Men jeg kan godt lide den struktur, vi følger på skibet. Vi ved altid, hvad vi skal hvornår, og vi har nogle gode rammer. Jeg kan også godt lide, at vi er så tæt sammen, og at vi er afhængige at hinanden,” fortæller han.

Hygge på Skonnerten Jyllands dæk

Meget hård sejlads

Skonnerten Jylland konkurrerede med alle typer skibe i Tall Ship Race, herunder mange skibe, besat af professionelle søfolk og andre unge under reel søfartsuddannelse eller militære sejladser. Og det var en meget anstrengende sejlads, fordi den krævede, at vi sejlede i 11 dage i træk, hvilket vi ellers aldrig gør. Samtidig kræver netop dén sejlads stor udholdenhed, fordi der tit er kuling undervejs.

Jeg havde slet ikke tænkt, at vi kunne komme i betragtning til sådan en pris. Den uddeles jo kun en gang om året i hele verden, og de andre skibe havde en bedre forudsætning end os for at få den. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, selv om jeg har sejlet med udsatte unge i 17 år. Men jeg har set, at livet til søs har en helt fantastisk virkning på de unge. De får fred og ro i sindet på havet. For de skal kun forholde sig til det, de står i. Det opbygger deres identitet, at vi er fælles om skibet, at der er brug for dem, og at de er nødt til at løse konflikterne, fordi de ikke kan flygte.

Nu er sejlersæsonen slut for i år, men vi ligger selvfølgelig fortsat i havn. Resten af året ligger vi i Thisted, og fra januar til marts ligger vi i Thyborøn, hvor vi skal ordne vores maskinrum.